Hypnose Depression
Depression
Depression (også kaldet klinisk depression, unipolar depression og sygelig depression) er en sindslidelse, der først og fremmest er karakteriseret ved sænket stemningsleje. I folkemunde bruges ordet depression til tider også om almindelig tristhed. Derfor kan udtrykket klinisk depression bruges, for at understrege, at der er tale om en egentlig depression. En depression er som regel behandlingskrævende. Kernesymptomerne er den enorme tristhed (sænket stemningsleje), som ofte fører til interessetab og lavt selvværd. Ud over følelsesmæssige symptomer, så dækker depressionsbegrebet også over kropslige/adfærdsmæssige symptomer såsom søvnløshed (insomni), manglende sexlyst, koncentrationsbesvær og hæmning, (patienten taler langsomt og svarer i enstavelsesord).
Op mod 15% af alle danskere får på et tidspunkt i deres liv en depression. Mellem 200.000 og 300.000 skønnes at have en depression, der er så alvorlig, at de har brug for behandling
Depression er en folkesygdom, idet den før eller siden rammer op til 15% af den danske befolkning. Diagnosen stilles i større udstrækning på kvinder end mænd, men det er muligt at sygdommen er underdiagnosticeret hos mænd.
Symptomer
Størstedelen oplever i løbet af deres liv en kortere eller længere periode med nedtrykthed uden at være syge. Lige fra barndom er man tvunget til at give afkald på både idealer og tryghed såvel som i voksenlivet, hvor specielt store omvæltninger ofte fører til nedtrykthed i et stykke tid. Depression var før i tiden en diagnose, som blev brugt om folk, der var så tungsindige, at de ikke kunne overkommer dagligdagens småting. I dag har ordet depression bredt sig til daglig tale, og bruges ofte om meget lette grader af nedtrykthed som at sige: “Jeg er deprimeret i dag.” I dag skelnes der derved mellem den naturlige nedtrykthed alle mennesker kan føle, og den sygelige eller kliniske depression. Den kliniske depression ses som en meget alvorlig sindslidelse, der påvirker den normale funktion i dagligdagen, og skaber stor smerte ikke bare for personen selv, men også de pårørende. Flere undersøgelser tyder på, at depression er den lidelse der forringer livskvaliteten mest hos sine ofre sammenlignet med dødelige sygdomme. I den moderne forståelse af depressionsbegrebet dækker det over fire symptomgrupper:
- Følelsesmæssige (emotionelle) symptomer
- De tankemæssige symptomer
- Adfærdssymptomer
- Kropslige symptomer
Følelsesmæssige (emotionelle) symptomer udgør kernen af de depressive tilstande. De er karakteriseret ved nedsat stemningsleje (nedtrykthed), og depressive har ofte svært ved at finde glæde i både små eller store ting, i de sværere tilfælde tales der ofte om en indre smerte. Udover negative følelser kan der også forekommer anhedoni, dvs. evnen til ikke at føle noget positivt om noget som helst. Lavt selvværd er også et hyppigt symptom, og ved meget svære depressioner kan den nedsatte selvværdsfølelse føre til vrangforestillinger, som f.eks. urealistiske forestillinger om man er skyld i alverdens ulykker.
De tankemæssige symptomer viser sig ofte ved at tænkningen er drejet i en negativ retning, hvor man ofte opfatter sig selv som svag, hjælpeløs og uduelig. Personen er ofte pessimistisk både om fortid, nutid og fremtid. Selvmordstanker ses også hyppigt i denne forbindelse, alt efter hvor svær depressionen er. Nogle ser livet som meningsløst at leve, mens andre ligefrem gør sig konkrete ideer om, hvordan de skal begå selvmord. Andre ofte observerede symptomer er koncentrationsbesvær og dårlig hukommelse.
Adfærdssymptomer kommer ofte til udtryk ved en form for lammelse, hvor daglige rutiner som f.eks. hygiejne bliver fuldkommen uoverskuelig. Et trist ansigtsudtryk og en tung kropsholdning hører også til i denne kategori, og ofte bruges begrebet hæmning, hvor den depressive taler langsomt, og ofte svarer i enstavelsesord. I værste tilfælde ses en stupor-tilstand, dvs. hvor patienten slet ikke kommunikerer med omgivelserne.
Kropslige symptomer ved depression viser sig ofte i manglende lyst til mad og sex. Hyppigt lider patienten af insomni ( søvnløshed ). Ved lette depressioner ses ofte indsovningsbesvær, og ved sværere depressioner har patienten ofte svært ved at opretholde en stabil søvn.
Diagnose
ICD-8 og ICD-9
I 1965 indførtes WHOs diagnoseklassifikationssystem ICD-8 i Danmark. Her skelnede man mellem to former for depression: Den endogene (indefra kommende), som optræder uafhængigt af ydre påvirkning, og den reaktive depression, der er en reaktion på ydre påvirkning. ICD-8 viste sig dog langt henne ad vejen at være utilstrækkelig, da inddelingen af endogen og reaktiv ikke svarede til virkeligheden. Det største problem var manglen på kliniske beskrivelser (dvs. beskrivelse af sygdommen ved undersøgelse af patienten), hvilket gjorde det svært at bruge den i praksis og videnskabelige undersøgelser. Med andre ord havde ICD-8 lagt mere vægt på at forklare, hvorfor patienten havde depression. Dette kunne eksempelvis ses ved inddeling af endogen og reaktiv, enten var depressionen resultat af indre eller ydre begivenheder. Dette førte til depressionsdiagnostikken rettedes mod hypotetiske begivenheder, frem for patientens symptomer, da opgaven blev at få patienten til at passe ind i en kategori. Et andet problem blev derved, at området af affektive lidelser blev meget snævert. Det samme skete ved indførelsen af ICD-9, hvor lette depressive tilstande blev placeret andre steder på diagnoselisten end under de affektive lidelser.
ICD-10
ICD-10s defition af let, middel, svær depression
(Kategori A)
Generelle kriterier
- Varighed mindst 2 uger
- Ingen organisk årsag
(Kategori: B)
Depressive kernesymptomer
- Nedtrykthed (sænket stemningsleje)
- Nedsat lyst eller interesse
- Nedsat energi eller øget trætbarhed
(Kategori: C)
Depressive ledsagesymptomer
- Nedsat selvtillid eller selvfølelse
- Selvbebrejdelser eller skyldfølelse
- Tanker om død eller selvmord
- Tænke- eller koncentrationsbesvær
- Agitation eller hæmning
- Søvnforstyrrelser
- Appetit- og vægtændring
Sværhedsgrad
- Let depression: A+2B+2C
- Moderat depression: A+2B+4C
- Svær depression: A+3B+5C
I 1994 blev det nyeste klassifikationssystem ICD-10 indført i Danmark. Til forskel fra de forrige udgaver indeholder denne to dimensioner: En med kliniske beskrivelser, og en med diagnostiske retningslinjer. Her inddeles de depressive tilstande i tre hovedgrupper: Depressiv enkelt episode, tilbagevendende (periodisk) depression og vedvarende (kroniske) affektive tilstande, som omfatter dystymi og cyklotymi Sværhedsgraden ved depressiv enkeltperiode og tilbagevendende (periodisk) depression inddeles i forskellige grader: lettere, modrate, svære uden psykotiske symptomer og svære med psykotiske symptomer.
Let depression: Ved let depression kræves 2 depressive kernesymptomer (se boks) og mindst to ledsagersymptomer, som har varet ved i to uger. Ved en let depression er det stadig muligt, at fungere i det daglige liv dog ikke fuldkommen optimalt.[14]
Moderat depression: Her kræves to kernesymptomer inklusiv fire ledsagersymptomer. Karakteristisk for disse patienter er den moderate sænkning af stemningslejet, og en udbredt ulyst til at foretage sig noget. Forstyrrelse i søvnmønsteret er også et hyppigt observeret symptom, hvor patienten ofte vågner meget tidligt og føler generelt mere træt end normalt.
Svær depression: I denne grad har man alle tre kernesymptomer og fem ledsager symptomer. Det sænkede stemningsleje er meget påfaldende, og tankekindholdet er i en høj grad præget af selvforagt. Den såkaldte døgnvariation er også et ofte set symptom, dvs. nedtryktheden er værst om morgenen og lettest om aftenen. Alle normale aktiviteter er begyndt at gå i stå, så selv småting som personlig hygiejne kan virke uoverskueligt. I denne grad optræder psykomotrisk hæmning også ofte, hvor patienten kan være lang tid om at reagere og svare. Appetitløshed samt vægttab er også hyppigt observeret. Ofte er søvnen meget overfladisk og selvmordstanker presser mere på. Nogle gange har patienter endda haft lettelse ved at forberede selvmordet uden at gøre det, med tanken om der altid er en udvej.
Svær depression med psykotiske symptomer ,også kaldet psykotisk depression, er karakteriseret ved at patientens negative forestillinger om sig selv er blevet så negative, at de kan kaldes psykotiske (vrangforestillinger). Et eksempel kunne være at patientens tanker om at være værdiløs, har ført til forestillinger om at vedkommende er årsagen til alverdens ulykker, endda om at være Satan selv. Ved enkelte svært deprimerede er der også observeret hørehallucinationer, hvor patienten påstår at have hørt djævlens eller Guds stemme.
Årsager
Der er generelt konsensus om at depression skyldes en kombination af flere forskellige faktorer – herunder biologiske, psykologiske og sociale faktorer.
Prognose
Konsekvenserne af depressioner er meget forskellige. For nogle går det over på kort tid, for andre på lang tid, og i nogle uheldige tilfælde ender det med selvmord. Folk tackler også depression forskelligt. Nogle arbejder med sig selv, og får det til at forsvinde uden hjælp. Andre må søge hjælp hos en læge eller psykolog.
Behandling
Depression behandles primært med antidepressiv medicin og/eller terapi.
Der findes forskellige typer af antidepressiv medicin, hvoraf SSRI-praparater er de mest anvendte. SSRI-medicin går under tilnavnet “lykkepiller”, hvilket er misvisende eftersom medicinen ikke gør én lykkelig, men sigter på at normalisere ens stemningsleje.
Forskellige psykologisk baserede behandlinger har vist sig at have effekt. En af dem er hypnoterapi, hvor f.eks. uhensigtsmæssige “automatiske tanker” tages op til overvejelse for at opdage mere hensigtsmæssige måder at tænke om tingene på.